Rikke‎ > ‎1. Graviditet‎ > ‎

Kære lille skat - et brev til bebs

Da jeg først fandt ud af, at du lå som en lille ostereje i min mave var det en spændende tid. Kun din far og jeg kendte til din eksistens. Men det kunne dog ikke skjules længe, du er jo et ønskebarn og hvorfor skjule det for resten af verden?

Nu har du ligget i min mave i 23 fulde uger og hold da op, hvor er der sket meget.
Maven buler flot, du har vokset dig større, er ikke længere en lille ostereje men allerede over halvdelen af den længde, du har, når vi endelig om ca. 4 mdr. skal mødes.

Du er allerede en meget meget stor del af mit liv og min verden. Jeg mærker dine bevægelser - store som små - dagligt og glædes over at det må betyde at du trives derinde. Når din far lægger øret til maven for at lytte til dit hjerte er han tit blevet udsat for et spark på kinden eller øret. Til gengæld føler han sig alligevel ofte snydt, for tit, når du er midt i en karatelektion, lægger han hånden på maven og så bliver du helt stille. Lille du, vær sød mod din far, vi kommer tids nok til at lege gemmeleg.

Din far og jeg skal i fuld gang med at pakke alle vores ting i store kasser. Vi ønsker for dig, at du vokser op i grønne omgivelser i et børnevenligt kvarter, får dit eget værelse og en have du kan lege i. Når du kommer ud og hilser på, kan vi give dig netop det. Intet er for godt til vores lille skat.

Jeg glæder mig rigtig meget til vi skal mødes og lære hinanden at kende. Jeg glæder mig til du ligger på brystet af mig for første gang. Jeg glæder mig til du tager dine første skridt, siger dit første ord, til din første skoledag og... og... Jeg glæder mig i det hele taget rigtig meget til at dele min tilværelse med dig.
Du er så stor en del af mig allerede og jeg elsker dig, min dyrebareste skat.

Kærligst
din mor

Comments